DANSK ÍSLENSKA NORSK ENGLISH

Du er her: Velkommen Ambassadørerne Gitte Larsen Andersen

Gitte Larsen Andersen

 

Jeg mener, at billeder skal være en naturlig skildring af en person eller et produkt, så billederne får et unikt og særligt udtryk.

Gitte Larsen Andersen

Indehaver af Q’KOMMA, Viborg

 

Gitte Larsen Andersen er uddannet som både reklamefotograf og mediegrafiker, og det giver hende en bredde, som hun har brug for i det daglige i virksomheden Q’KOMMA, hvor de er to kvinder, som skal dække et bredt spektrum, når kunderne kommer og efterspørger nye, skræddersyede løsninger inden for fotografi, grafisk design, hjemmesideproduktion, brochurer, visitkort eller totalløsninger.

 

Gitte blev uddannet fotograf ved Mediehuset Wiegaarden i Hobro. Fotografen var fast leverandør af billeder til magasiner om heste, og Gitte blev derfor ekspert i at fotografere de store dyr på stævner og til konkurrencer over hele Europa. Uddannelsen var meget alsidig og bød på mange udfordringer for eleverne, der også blev pålagt stort ansvar under uddannelsen. Gitte fik bl.a. ansvaret for fotostudiet og portrætatelieret. Det var her, hun første gang tænkte på at etablere selvstændig virksomhed.

 

Som færdiguddannet fotograf valgte Gitte tillige at uddanne sig til mediegrafiker ved Hartly og Møller i Viborg og blev straks efter ansat ved Reklamehuset i Hobro. To år efter sprang hun ud som selvstændig og stiftede sammen med en kammerat fra elevtiden Q'KOMMA Fotografi og Reklame i Viborg.

 

Det er tre år siden, og for nylig besluttede de to kompagnoner at gå hver til sit, men Gitte kører videre som ejer af Q'KOMMA. For et år siden ansatte Q'KOMMA en mediegrafiker, så de er fortsat to idérige, kreative og engagerede piger på Lundvej i Viborg, som tilsammen udgør en stærk og troværdig duo, fordi de ikke bare kan arbejde med fotografi, men også med grafisk design, hjemmesideproduktion og alle mulige totalløsninger inden for produktion af pr-materiale.

 

”Vores profil er, at vi er dynamiske, modige og nytænkende. Vi prøver hele tiden at finde på noget nyt, som er unikt for den enkelte kunde. Fotografisk arbejder vi så vidt muligt med en fri reportagestil. Det gælder, uanset om det er portrætfotografi til private, eller om det er erhvervsrelaterede opgaver. Vi synes, billederne så vidt muligt skal give en naturlig skildring af en person eller et produkt, så billederne får et unikt og særligt udtryk”, forklarer Gitte Larsen Andersen.

 

Gitte, der både er uddannet fotograf og mediegrafiker, kan fungere i begge roller. På den måde kan hun være der, hvor der er mest brug for hende, og ressourcerne i det lille firma udnyttes optimalt.

 

Målet for pigerne i Q'KOMMA er, at de gerne vil have en sjov og afvekslende hverdag, og at de er optagede af at udføre opgaverne med en meget stor, faglig omhu.

 

”Reklame er en spændende disciplin, som i bund og grund kræver et godt håndværk, både grafisk og fotografisk. Vi kan godt lide at kunne levere kvalitet, og vi er meget omhyggelige helt ned i detaljen og meget opmærksomme på, at vi vil have tilfredse kunder", siger Gitte Larsen Andersen.

 

www.qkomma.dk

 

 


 
 
This website was made by WebHouse